Everything Comes To An End

Så er der efterhånden ikke mange dage tilbage før min tid i Tyrkiet kommer til en ende, efter at have boet her i næsten 7 måneder. En del spørgsmål fylder mit hoved når jeg tænker over dette. Fik jeg det meste ud af mit ophold? Opnået jeg alle de ting jeg ville? Ville jeg ændre noget. Heldigvis er mine generelle svar til disse spørgsmål mere positive end jeg vil have forventet for 7 måneder siden, hvor jeg endnu ikke vidste hvad der ventede mig. Jeg havde ikke mange forventninger inden jeg rejste og på det tidspunkt hvor jeg skulle afsted var jeg et sted i mit liv, hvor det var svært at give slip på det liv i Danmark jeg var så vandt til. Hvis du har læst min blog fra starten vil du vide, at jeg hurtigt indså efter at have ankommet i Tyrkiet, at jeg måtte give slip på mit liv i Danmark og mærke det hele begynde forfra. På nuværende tidspunkt kunne jeg ikke være gladere for min beslutning om at forlade min hverdag i Danmark, for i denne korte tid har jeg lært så meget mere end hvis jeg havde blevet i Danmark eller valgt ikke at give mentalt slip på den hverdag. Jeg har oplevet så meget, mødt så mange fantastiske mennesker, fået så mange erfaringer, lært en helt ny kultur at kende og jeg kunne fortsætte. Jeg har selvfølgelig har sværere tider og haft dage og selv uger, hvor jeg var træt af det hele og ikke havde motivation. Men når jeg tænker tilbage på mit ophold her, står de gode minder i et så stærkt lys, at det er svært at huske de dårlige tider. Når jeg tænker tilbage på min tid her, tænker jeg på alle de søndage, hvor Kolja og jeg så Twin Peaks, spiste KFC og havde lange samtaler om musik. Jeg tænker på mine rejser med Adinda og alle vores lange alt for interne samtaler, som mest af alt var præget af vores fælles sort humor. Jeg tænker på de mange aftner jeg brugte med Denizhan, hvor vi spiste en masse is og spillede en hel del Tavla. Jeg tænker på alle de gange jeg spillede Cards Against Humanity med mine flatmates. Jeg tænker på alle de dårlige jokes vi har på YFU-kontoret og på de fantastiske mennesker jeg har haft muligheden for at arbejde sammen med. Jeg tænker på hvor meget jeg har holdt af nogle af de unge mennesker jeg har givet workshops til, og følelsen af at være stolt af hvor meget de har lært og at kunne se en forskel i dem. Så når jeg tænker på spørgsmålene og min tid her i Tyrkiet, kan jeg ikke lade være med at tænke at disse spørgsmål på en måde er ligegyldig. Jeg kunne sikkert komme op med noget jeg kunne ændre eller noget jeg kunne have gjort bedre. Men når jeg ser tilbage er der ikke noget jeg ville ændre, for jeg havde det bedste ophold, fordi det var som det var.
Det kan lyde meget overdrevet eller idyllisk men jeg er meget beæret over at have haft de oplevelser jeg har og mødt de mennesker jeg har. De gjorde mit ophold fantastisk og uforglemmelig, og jeg glæder mig allerede til at se dem i fremtiden.