Et opsamlende indlæg...

Jeg har noteret, at det er virkelig lang tid siden jeg har skrevet om min hverdag og hvad jeg går og laver i min fritid og på arbejdet. Det beklager jeg, men jeg har generelt haft virkelig svært ved at samle mig om noget at skrive om, grundet at der sker en hel masse og jeg har selv svært ved at følge med, så jeg vil nu prøve at lave et lidt opsamlende indlæg. I forhold til arbejde går det rigtig godt, synes jeg. Vi har afsluttet workshops i mine nok to ynglings klasser på det tidspunkt, grundet ved at deres engelsk var virkelig godt og de var super motiverede og gode at arbejde med. Ved vores sidste workshops med disse to klasser  fik vi også virkelig positivt feedback, de fleste skrev at det havde været noget af det mest spændende undervisning de havde haft længe og at de håbet vi kunne komme igen snart. Det er virkelig fedt at få at vide at vores projekt og workshops virkelig har betydning for eleverne, det er vældig motiverende. Vi har dog også nogle klasser, hvor deres motivation og interesse er ikke tilstedeværende, det er super frustrerende, for det gør det sværere at holde en positiv og motiverede attitude over for eleverne, det er ti gange nemmere at falde ind i en mere apatisk og irriteret væremåde, men det er et totalt "no go", så min energi bliver hurtigt opbrugt i disse klasser. Heldigvis er det her kun to klasser, så det er til at klare. Men jeg vil sige, at jeg har fået endnu mere respekt for lærere efter at have begyndt at undervise og give workshops. Det er virkelig imponerer, at de fleste formår at være så tålmodige og motiverende i deres undervisning, selv i klasser som ikke viser interesse. Det er en dyd jeg stadig arbejder på at mestre, så masser af respekt til lærere i er for cool! Til gengæld vil jeg også sige, at jeg nu forstår bedre  hvorfor folk vælgere at blive lærere, det er virkelig en fed oplevelse at undervise om noget, der virkelig interesserer en, skabe relationer til elever og føle at man gør en forskel for nogen. Så havde vi herudover også den sødeste oplevelse med en af vores klasser, som jeg i starten faktisk fandt pænt belastende, men som igennem de sidste par workshops er blevet en af mine ynglings klasser. Grundet ved, at de for to uger siden ikke havde haft mulighed for at møde op, da de havde været nødsaget til at læse op til en matematik eksamen, havde de sidste fredag medbragt en masse hjemmelavet mad til os, for at sige undskyld. Det er da virkelig det sødeste! Herudover var maden super lækker og jeg var vildt overvældet over, at de havde lavet alt det mad, som en undskyldning.
Udover mit arbejde med workshops, arbejder Nicolas og jeg på nuværende tidspunkt med at få et interview kursus op og stå anden weekend i december. Der har ikke været et reelt kursus for interviewer i Tyrkiet, hvilket jeg havde snakket med Nicolas om var super ærgerligt, fordi der er mange ting, som man egentlig bør vide før man begynder at interviewe. Derfor spurgte jeg kontoret om det var muligt, at vi kunne prøve at lave et kursus, hvor vi præsenterer dem for to interview former, den vi bruger i YFU-Danmark og den der bruges i YFU-Tyskland. Det har vi så fået lov til, så når jeg ikke laver workshops, arbejder jeg på at lave et fedt og lærerigt interview kursus. Det er virkelig spændende og udfordrende eftersom, at det er første gang jeg prøver at lave sådan noget.

Nogle af eleverne fra en af klasserne vi afsluttede.

Udover arbejde er jeg begyndt at løbe tre gange om ugen, for at komme i form og prøve at leve lidt sundere. Ellers chiller jeg bare med folk og drikker lidt i weekenderne. Herudover går jeg stadig til tyrkisk undervisning, det er hårdt men lærerigt. Jeg havde nok min værste oplevelse i Tyrkiet her sidste lørdag, da jeg skulle til tyrkisk undervisning. Lige uden foran min skole var der en masse politi der var bevæbnet med diverse våben, som stod og gjorde sig klar til at tage afsted, der var nok 5 store busser på det tidspunkt, der holdt og var klar til at tage dem et eller andet sted hen. Jeg havde på det tidspunkt godt gættet, at de ville køre hen til et sted, hvor en demonstration ville foregå. På det tidspunkt frygtede jeg virkelig for hvad der ville komme til at ske i løbet af denne dag, for som I alle ved går demonstrationer ikke fredeligt for sig i Tyrkiet, og politiet tenderer til at være ekstremt voldelige under dem. Et par dage efter læste jeg så om, at det havde været lærere, der havde demonstreret og flere var blevet slået ned, der havde været brugt tårer gas, og civile var blevet jagtet gennem Kizilays gader(centrum i Ankara, hvor jeg har tyrkisk undervisning). Det er ikke fordi jeg ikke før har været opmærksom på, at disse demonstrationer foregår jævnligt i Ankara, men at se politiet stå at gøre sig klar og senere læse om de gruelige ting, der havde foregået, er pænt skræmmende, for tingene kom pludselig virkelig tæt på. Jeg er generelt virkelig forarget over regeringen og politiets måde at håndtere demonstrationer på, for foruden at disse demonstrationer typisk ender i vold udøvet mod civile, så bliver det ikke fremhævet i de tyrkiske medier, for de tyrkiske journalister som faktisk skriver om det bliver selvfølgelig anholdt. Så det fremkommer kun i udlandske nyheder. Det er, undskyld mit ordvalg, fandme det værste lort og jeg er rasende over denne voldelige og udemokratiske måde at håndtere demonstrationer på. Mit håb er, at på trods af dette, at folk vil blive ved med demonstrerer og gøre op med den nuværende regering og politiet såfremt. Jeg kan dog ikke lade være med at føle med den apati, som jeg oplever hos mange omkring dette, for på nuværende tidspunkt virker det ikke, som om at demonstrationerne har meget indflydelse, det er dog ikke ensbetydende med, at de ikke er vigtige for det er de! Meget mere er der ikke at sige der.

Et billede fra sidste lørdag.

Okay det er vidst det for nu! over and out!